KOMBIT tildeler kontrakt på Støttesystemerne

KOMBIT tildeler kontrakt om udvikling, drift, vedligehold og videreudvikling af de fælleskommunale Støttesystemer.

Efter grundig tilbudsvurdering tildeler KOMBIT på vegne af landets kommuner og ATP via Udbetaling Danmark kontrakt om udvikling, drift, vedligehold og videreudvikling af de fælleskommunale Støttesystemer.

KOMBIT bekendtgjorde den 15. februar 2014 udbuddet på de fælleskommunale Støttesystemer, og modtog den 7. juli 2014 tilbud fra de fem prækvalificerede leverandører. KOMBIT vil gerne takke leverandørerne for tilbuddenes høje kvalitet, hvilket vidner om, at leverandørmarkedet både er interesseret i og kvalificeret til at løse opgaven med at etablere væsentlige byggesten til den fælleskommunale infrastruktur.

Evalueringsprocessen af de indkomne tilbud er nu afsluttet og KOMBIT har d.d. meddelt KMD A/S, at de er tildelt kontrakten, herunder at KOMBIT agter at indgå kontrakt efter udløb af stand-still perioden, som udløber mandag den 22. september 2014.

Udbuddet af Støttesystemerne er således, helt efter planen, gennemført som det første i rækken af udbud i KOMBITs og Udbetaling Danmarks udbudsplan. KOMBITs fælleskommunale udbud følger således den overordnede tidsplan, der udover Støttesystemerne omhandler projekterne Kommunernes Ydelsessystem (KY), Kommunernes Sygedagpengesystem (KSD) og Sags- og Partsoverblik (SAPA).